Profil.

 

Undertegnede er 3. generation på Elkjærgård, som min farfar i 1929 købte på en tvangsauktion.
Selv overtog jeg ejendommen efter min far i 1985, og i de første 15 år blev gården drevet med
mink, køer og plantebrug som de bærende elementer. I 2000 valgte jeg køerne fra og udvidede
minkbestanden til 3150 tæver.

Jeg er gift med Bente, som arbejder som hjemmesygeplejerske og sammen har vi en datter og
to sønner.

I forbindelse med min 50 års fødselsdag i 2006, opstod der en ide i nabolaget, gående ud på
at forsøge at etablere et bryggeri i sognet. Denne pludselige "indskydelse" viste sig rent
faktisk at være bæredygtig, og samtidig begyndte jeg at lege med tanken om at dyrke en lokal humle.
Det er jo nærlæggende at benytte sig af et dansk produkt, i disse tider hvor microbryggerierne popper
op snart sagt allevegne. Og det kunne da også være rigtig spændende eventuelt at få lov til at
levere til vores eget lokale projekt; Broballe Bryghus.
Faktisk skal vi jo ikke så mange år tilbage i historien for at finde rigtig megen humle i den danske fauna.
Tidligere var det jo meget udbredt at brygge sin egen øl på ejendommen, og derfor måtte man jo
også have adgang til humlen. Den dag i dag er det da også stadig muligt at finde humlen i enkelte haver
og hegn.

Overvejelserne førte til, at jeg fandt en dejlig plads på en sydvendt skråning, og efter et bryggerkursus,
tog jeg kontakt til en planteskole i sydtyskland, hvor  jeg erhvervede 225 planter, som til min store
glæde alle spirede her i foråret 2007.

                                                                                                                          Oskar Lund august 2007.